Debatindlæg bragt i Finans 4. september 2025
Når shitstormen har lagt sig, breaking news-bjælkerne er pillet ned, og kommentarsporet er kølet af, vokser behovet og retsfølelsen hos dem, der har været i mediemøllen. Man ønsker, at den højeste instans inden for medieetik tager stilling.
Problemet er, at Pressenævnet ikke er en domstol – og når det kommer til mediesager, falder dommen sjældent i kendelsen, men længe før i folkedomstolen.
I denne uge har Torben Østergaard-Nielsen, en af Danmarks rigeste mænd og grundlægger af skibsoliekonglomeratet USTC, som de fleste danskere lærte at kende under Nordic Waste-skandalen, indbragt Ekstra Bladet for Pressenævnet for brug af øgenavne, skarpe vinkler og kampagneagtig journalistik med duft af personlig hetz.
De er langt fra alene om at tage til genmæle, for tendensen er klar. I 2024 modtog Pressenævnet rekordmange klager (223 i alt), mens andelen af sager med kritik af medier faldt til 18 pct. fra 32 pct. året før.
Er det, fordi danske medier er så pressede, at jagten på klik og tempo forringer kvaliteten? Eller har danske medier importeret den kynisme og råhed, vi kender fra engelske og amerikanske medier? Der kan være elementer af sandhed i de tanker, men grundlæggende tror jeg det ikke – og tallene peger samme vej.
I 2024 var det kun 28 ud af 223 klager, der blev taget helt eller delvist til følge. Pressenævnet vurderer altid artikel for artikel og sanktionerer typisk kun konkrete faktapåstande uden dækning – ikke øgenavne eller subjektive tilkendegivelser, der ligger inden for mediernes redigeringsret. Min erfaring i denne type sager er således, at der er størst chance for medhold, når der er tale om fodfejl i kildekontakten, grove faktuelle fejl bragt mod bedre vidende eller mangelfuld partshøring. Derimod giver hårde vinkler, polemiske ordvalg og øgenavne sjældent udslag i kritik.
Derfor får USTC næppe nogen PR-sejr og allerhøjst et par indrømmelser hist og her, som ikke kan turneres som en sejr over Ekstra Bladet. Det eneste, de med sikkerhed opnår er, at vi allesammen mindes om sagens indhold og tilhørsforholdet, og det er ærgerligt for ejerne af USTC, som givetvis har andre tiltag og projekter, de hellere vil have fokus på. Summen af kardemommen er, at jeg ikke ville have rådgivet dem til at klage, men at bruge krudtet andre steder.
Kunsten at sige nej
Jeg forstår behovet for at sige fra, når man føler sig uretfærdigt behandlet. Trangen til at kunne pege tilbage på ”mediebødlen” og – med en kendelse i hånden – afvaske sig skylden over for medarbejdere, ejere eller aktionærer er stærk. Men som kommunikationsrådgivere skal vi kunne stå imod den drift hos dem, der mener sig forurettet. I modsætning til advokater, der kan føre og vinde sager ved domstolene, har vi reelt ikke den mulighed her, for omdømmet afgøres ikke i Pressenævnet.
Vi skal derfor kunne skelne mellem den næste store faktura og kundens langsigtede interesser, for det er sjældent en god idé at tænde scenelyset igen med en klage. Dels fordi dine chancer for at vinde er små – det siger statistikken – dels fordi det giver sagen en tur mere i medierne. Så er det indsatsen værd? Nej, arbejd hellere med at fortælle nye og bedre ting og hvisk opfattelsen og det digitale aftryk væk over tid.
For Pressenævnet bliver aldrig en domstol. Den reelle dom er som regel afsagt langt tidligere af folkedomstolen. Når den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ligger omkring 185 dage, er historien for længst old news for de fleste. Uanset om man vinder eller taber, er offentligheden videre. Så hvad vinder man – ud over en påmindelse om en skodsag, der engang kørte?
Kampen om omdømmet
Klag derfor kun til Pressenævnet, når der er klare, dokumentérbare faktafejl eller et principielt spørgsmål, der rækker ud over den konkrete sag – og gør det altid indenfor tidsfristen, for ellers er du taberdømt fra start. Husk hellere på, at der er langt mere at vinde, før historien bringes, og faktisk også mens den kører. Arbejd på at gøre historien mindre for mediet gennem fakta, baggrundssamtaler og kontekst. Forbered dig på, at når du står i orkanens øje, er din troværdighed på nulpunktet.
Ingen lytter til dig, når alle projektørerne er rettet mod dig. Tålmodighed er derfor en dyd, og når støvet har lagt sig, skal man ofte lade klagen ligge og minde sig selv om, at Pressenævnet afsiger kendelser – offentligheden fælder dommen over dit omdømme. Og sidstnævnte kan heldigvis skifte mening over tid.